Menu

Officielt: Jacob Knudsen ny 2. holds træner

Christian Ellegaard
07. juni 2015 kl. 22:48
Pressemeddelelse.

Det er med stor at glæde at FC Broby kan præsentere Jacob Knudsen, som ny træner for vores 2. herrer seniorhold. Aftalen lyder i første omgang på et år, gældende fra 1. Juli 2015. ”Vi er meget glade for at det er lykkes at få Jacob Knudsen tilknyttet som træner for vores serie 2 hold. Holdet har gennemlevet en meget svær sæson, med tre forskellige trænere i løbet af sæsonen. En presset seniorafdeling med minimalt antal af spillere til to hold, har gjort at hold 2 har kæmpet en svær kamp i bunden af serie 2. Med to kampe igen, ser det dog ud til at holdet ender over nedrykningsstregen, så vi med udgangspunkt i serie 2, kan starte projektet op med Jacob som træner.

Jacob er en lokal ung træner, som tidligere har trænet klubbens U19 hold – et hold som nu udgør ca halvdelen af hele seniortruppen. De seneste år har Jacob udviklet sin trænergerning til et markant højere niveau, som træner for en meget talentfuldt U13 årgang i OKS. Disse ting lagt sammen med den træneruddannelse Jacob har taget, har han været vores absolut førstevalg som træner for 2 herre senior. Med Jacob ved roret og som en del af det i forvejen meget stærke trænerteam for 1. holdet, er vi overbevist om at fundamentet er på plads, til en ny start for holdet. Vi ser Jacob som en ideel profil til at være bindeleddet mellem vores ældste ungdomshold, og seniorafdelingen. Vores talenter vil være i trygge og yderst kompetente hænder, når de tager skridtet fra ungdomsspiller til seniorspiller. ” Udtaler Seniorformand Christian Ellegaard.

”Det er med stor glæde og tilfredshed at jeg vender tilbage til FC Broby. Med denne nye rolle, falder mange brikker på plads personligt. Jeg har altid nydt at være i klubben, der er og har altid været en fantastisk stemning her, og at få chancen for at videreføre min fodboldideologi her, er virkelig noget jeg sætter pris på. Det er klart jeg står foran en udfordring, med at rydde op efter en kaotisk sæson. Vi skal have ro på omkring holdet og igen have fundet en god træningsfilosofi hos 2. holdsspillerne, så vi får et stærkt sammenspillet hold, der er fuldt konkurrencedygtigt i serie 2. Samtidig skal vi have ført de unge spillere ind på holdet på den rigtige måde, så de får en masse gode oplevelser i deres debutsæson som senior. Jeg glæder mig rigtig meget til denne opgave og ser frem til efterårssæsonen går i gang.” Udtaler Jacob Knudsen.

Evt. spørgsmål kan rettes til seniorformand Christian Ellegaard, på ce@fcbroby.dk

Luk